Varebil fra Dacia

Dacia Dokker Van, der har premiere i Danmark i disse dage, er den første rigtige varebil fra Dacia. Og der er store forventninger til bilen, der i den grad lever op til mottoet – stor bil til lille pris.

I journalistik er der et begreb, der hedder ”keep it simple”. Det gælder ikke alene for artikler og argumenter, men også for biler. I hvert fald, når det handler om den nye Dacia Dokker van.

Der er nemlig ikke ret meget at lade sig distrahere af. Ikke alene er prisen langt under hvad konkurrenterne tilbyder. Til 79.990 kroner ex moms, er der ingen konkurrenter i samme størrelse, der er i nærheden af prisen på en Dokker. Men modelpaletten er også så simpel, at det næsten er for lidt af det gode.

Dacia Dokker van fås nemlig kun i et udstyrsniveau – nemlig Ambiance. Til gengæld er der alt hvad man har brug for. Standard er fire airbags, elruder, ratbetjent radio med bluetooth, fjernbetjent centrallås, tågeforlygter, sædevarme, højdejusterbart førersæde, kørecomputer, fastsurringskroge, skydedør i højre side, asymmetriske bagdøre, samt masser af aflægningsplads og opbevaringsrum i kabinen..

Den fås også kun i en størrelse – nemlig L1, der betyder, at Dokker van har et varerum på 3.3 kubikmeter og en lastelængde på 1.9 meter. Det gør den til den bedste i klassen, og med en sidedørsåbning på 70 centimeter, er den også her den mest praktiske blandt alle i samme kategori.

Motoriseringen er også til at overse. Her findes der kun en motor, nemlig en 1.5 liters Renault dieselmotor med 90 hk. Den klarer 22,2 km/l og har et sejt drejningsmoment på 200 Nm ved 1750 o/min.

 

Det er naturligvis muligt at tilkøbe enkelte ting til Dacia Dokker van, men også her bliver ågerkarlen i banken skuffet. Det er med andre ord svært at købe sig fattig. Ønsker man indfarvede kofangere og spejle må man ryste op med uhyrlige 692 kroner. Er det et medianavsystem man er ude efter koster det 2.316 kroner, og ønsker man aircondition i kabinen er prisen blot 2.780 kroner – alle priser er ex moms.

Dacia Dokker van kommer som resten af Dacia programmet med en 3 års/100.000 km garanti.

Dacia Dokker skal være med til at øge Dacias markedsandel i Danmark, der år til dato er på 1,55 procent. I forhold til samme periode sidst år, er der tale om en vækst på 39 procent for alle Dacia. Kigger man udelukkende på varebiler er tallet lidt lavere. Her var markedsandelen lige over en procent, men det tal kommer Dokker til at ændre ved i opadgående retning.

 

Korshøj 4 - 3600 Frederikssund. | Telefon 47 31 05 10 | E-mail: info@khbil.dk